Dele-fyrstedømmet Andorra er på størrelse med Falster og lever langt hen ad vejen af grænsehandel og bankvirksomhed. Jeg var på besøg tidligere på året og lavede en Panorama til P1.

Hør udsendelsen her.

Med blot 468 km2 er Andorra et af verdens allermindste lande. Det ligger klemt inde i en bjergdal i Pyrenæerne, mellem Spanien og Frankrig.

Ved grænserne ligger supermarkeder så store, at den dansk-tyske grænsehandel blegner i sammenligning.

60 % af landets bruttonationalprodukt stammer fra turisme og grænsehandel. Den finansielle sektor står for 16%, og også bankerne er allestedsnærværende i det lille land med 86.000 indbyggere.

Baggrunden for, at Andorra gør sig indenfor netop grænsehandel og bankvirksomhed skal findes lang tilbage i historien. Andorras selvstændighed har rødder i en spøjs historisk konstruktio: I dag er de ceremonielle overhoveder i landet den franske præsident, François Hollande og biskoppen i den spanske by, Seo’d Urgell. Og sådan har det været i hundredevis af år: Andorra har været et delt fyrste-dømme siden 1200-tallet, og har derfor altid haft en særlig frihed.

Kort efter anden verdenskrig blev den danske forfatter Tom Kristensen inspireret til at besøge det lille fyrstedømme, fordi speakeren i Radio Andorra havde en smuk stemme og på grund af historierne om ensom bjergidyl og omfattende smugleri.

Panorama er rejst i forfatterens Tom Kristensens fodspor, for at se om der er i dag er samme romantik at finde i Andorra.